De ældste antydninger af egentlig biavl kan spores 3000-4000 år tilbage til det østlige Middelhavsområde som Egypten, Israel og Grækenland. Bl.a. nævnes ordet honning adskillige gange i Bibelen, ligesom voks og bier er nævnt. Honning har været og er i mange religioner en hellig vare, der er behæftet med meget mystik. I det antikke Grækenland indgik honning i de græske guders mad ambrosia, som sammen med nektar gav dem udødelighed og evig ungdom. Udødeligheden var kun beregnet for guder, ikke mennesker. Honning var betragtet som en “paradismælk”, hvilket bl.a. ses i biblen som “det forjættede land”, der "flyder med mælk og honning”.
Ligeledes fortæller legenden, at Solguden i det Gamle Egypten Ra græd, og tårerne fra hans øjne faldt på jorden og blev forvandlet til en bi. Bien byggede en bikube og samlede både honning og voks fra blomsterne. Egypterne brugte legenden for at forklare, hvordan bien kom til verden, og de gamle egyptere brugte honning i store mængder. Oftest samlede de vild honning i ørkenens oaser og langs Nilen, som man gjorde tidligere, men senere importerede de også honning fra Grækenland og Syrien. Honning blev i stor stil anvendt ved fremstillingen af medicin, men blev aldrig brugt til balsamering, sådan som det til tider skete i den græske nation.
Honning har også været opfattet som et afrodisiakum - et midler som bruges i den tro, at det øger den seksuelle lyst. Det velsmagende, livseliksiragtige og elskovs-ømme honning ses i en række honningsøde udtryk, tydeligst i engelsk, hvor “honey” kan betyde “elskede”, og “honeymoon” betyder hvedebrødsdage.
Biavl har udviklet sig fra tyveri af vilde biers honning og voks til i dag at være husdyrs hold. I Danmark findes de første pålidelige beretninger om biavl i de gamle landskabslove fra Valdemar Sejrs "Jyske lov" fra 1241 og "Skånske lov" fra begyndelsen af 1200 tallet. Honningen blev bl.a. brugt til brygning af mjød, men var stor set også det eneste sødemiddel, man havde. I 1200-tallet havde biavlen så stort omfang, at honning var en vigtig naturaliaskat for kongen.
Biavl fungerede ved, at man i skovene fældede de hule træer med bierne og tog "stokken" med bierne hjem til kålgården. Senere fandt man ud af at lave bistader ved at flette halmkuber, hvori bisværmene blev indfanget. Ved honninghøst blev bierne dræbt ved afbrænding af svovl i kuben, hvorefter de honningfyldte vokstavler kunne udskæres, og denne type kube-biavl var almindelig i ca. 400 år. Den første udførlige beskrivelse af halmkubebiavl i Norden findes i Historien om de nordiske folk (1555) af Olaus Magnus, der var ærkebiskop i Uppsala, og generelt har de katolske klostre i århundreder haft stor betydning for biavlen både til deres fødevarer, øl og mjød produktion, men voksen blev også brugt til klostrenes og kirkernes lys.
Fra 1800 tallet begyndte man at bygge bistader, ofte i smarte og prangende designs, men grundlaget var at efterligne den hule træstamme. Biavlerne var blevet bevist om, at dronningen havde tendens til ikke at lægge æg i mere end et område af bikuben ligesom formålet var at høste honning uden at skade boet eller kolonien. Schweizeren Francis Huber opfandt allerede i 1789 sin Leaf Hive, der nærmest var en bog, der kunne åbnes med rammer, og dermed grundlaget for bevægelige ramme bistade.
Fra midten af 1800 tallet blev halmkuberne efterhånden helt afløst af bistader af træ, der har været og stadig mange steder i verdenen er den foretrukne stadeform. En væsentlig forbedring af bistadernes design blev lavet af den amerikanske præst Lorenzo Lorraine Langstroth, også kaldt ”faderen til amerikansk biavl”, og Langstroth patenterede den første bevægelige ramme den 5. oktober 1852. Han byggede et bistade med rammer, der hang fra de øverste kanter i staden, hvilket efterlader et 3/8 tommer plads mellem alle sider af rammer og stadens væg. Princippet baseres på, at bierne normalt ikke bygge celler i 3/8 tommer spalter, men bruger denne størrelse som transportvej. Hvis rummet er større end 3/8, vil bierne bygger celler, hvis mellemrummet er mindre end 1/4 tomme vil de tætte sprækken med propolis. Denne forståelse og type af stader er den direkte forfader til den moderne bistade og den måde, honningbier holdes som husdyr, hvor familier og stade ikke ødelægges ved høst. Selvom Langstroth, Hoffmann og mange flere i 1800 tallet lavede forskellige designs og varianter af princippet, er princippet opfundet af Langstroth det samme som i 1852, og populære selv den dag i dag over hele verdenen. Fra 1900 tallet har der kun været minimale ændringer, og forskellen både med hensyn til det at holde bier og det at oparbejde produktion omhandler primært størrelse og materiale valg (træ erstattes af flamingo, støbejern af rustfrit stål osv.
