Porse
”Vikingernes humle”
Planten:
Mosepors (Myrica gale) – eller bare Porse, er en lille løvfældende busk på 30 – 130 cm med rødbrune stærkt duftende blade, der danner små sammenhængende krat som er fuldstændig dominerende hvor den gror. I maj får porseplanten smalle mat-grønne omvendt ægformede blade, og Porse blomster tidligt allerede inden løvspring, dvs. marts/april. Der er både han og hunplanter, og begge kan bruges til øl endda hele planten.
Blomsterne på planterne kommer i april – maj, hvor både blade og pollen fra blomsterne kan bruges. Bladene er det mest almindelige – og letteste at bruge, og kan høstes fra det tidlige forår til hen på sommeren. De første blade om foråret giver en fin og sart nuance, senere bliver bladene mere rå og robuste og giver kraftigere bitter smag.
At Sanke:
Porse er vildtvoksende i Danmark, primært i Midt- og Vestjylland samt nordvest Jylland, men kendt i hele Norden, og faktisk været kendt i Norden i flere tusinder år. Porse ses specielt hvor jorden er lidt sur og fugtig, men er trods dette ikke en typisk surbundsplante, da den klarer sig fint i mere neutral havejord, bare den ikke tørrer ud.
Det er svært/umuligt at forveksle porse med andre planter, både vedrørende udseende og plantens lugt.
Dyrkning:
Selvom porsen mest hører til i moser og enge kan den dyrkes i haven eller omkring humleplanterne eller andre krydderurter og planter. På rødderne af pors dannes der små knolde af kvælstofsamlende strålesvamp, således pors klare sig på mineralfattige steder – noget andre planter har gavn af ved at leve i samliv med porsens svamp.
Bruges til:
Porse er historisk en af de mest benyttede krydderurter vi kender både i mad, drikke, naturmedicin og mod trolde. Der findes over 150 organiske forbindelser i Porse hvoraf flere af dem ikke findes andre steder i planteriget. Porsens antibakterielle stoffer har tidligere været brugt i cremer mod uren hud, ligesom blade og stængler på samme måde som humle blev lagt i sengehalmen for at holde lus og lopper væk. Mest kendt er måske brugen i kryddersnaps, men vikingerne brugte den som tilsætning til deres søde mjød ligesom også øllet blev forbedret med Porse endda ofte som erstatning for humle. Hanblomsterne er de flotteste med rakler knopper på ca. 1,5 cm og mange rakkelskæl. Hanraklerne er meget eftertragtede til dekorationer og buketter, da de ligner små grankogler. Udtræk fra raklerne giver en spændende smagsoplevelse, men det er primært porsebladene, der bruges. Plukkes de om foråret giver de den bedste bitre smag, hvorimod de senere på året giver en mere skarp bitter-smag.
I små mængder kan porsen være spændende i mjød, mad, snaps og øl, men for store mængder kan den ligefrem ødelægge smag og duft. Lidt har mere end ret, når vi snakker pors. En for kraftig krydring kan nemlig virke som en mild gift, og Porse skulle efter sigende også være medvirkende årsag til at vikingerne gik bersærk. Når porse helt erstatter humle som bitterstof får man det helt sikkert dårligt dagen derpå.
Som krydderurt til øl er porsen god som en fin smagsgiver, da den som humle fjerner noget af det lidt vammelsøde smag ved urt både ved mjød- og øl fremstilling.
Bruger man kun pollen fra blomsterne giver det en meget fint let bitter smag, men et gammelt mundheld siger, at den bedste smag opnås når øllen bliver lavet af blade samlet ind natten efter Sankt Hans.
Særligt:
Porse var i den øl-mjød lignende drik Egtvedpigen fik med sig i graven for 3300 år siden. I Bondestenalderen (4.000 f.Kr.-1.700 f.Kr.) eller Enkeltgravskulturen var det normalt i gravene, at mænd blev lagt på højre side med hovedet mod vest, kvinder på venstre side med hovedet mod øst, begge køn med ansigtet mod syd - en gravskik, der viser lige respekt for begge køn. Da man troede på et liv efter døden fik mændene deres stridsøkser, flintredskaber og store ravskiver med, kvinderne deres ravperlekæder med, og begge køn havde ofte et lerbæger med, der indeholdt en gæret drik, der minder om øl.
