Vores øl / Barley Wine (Boghveden)
En smagsfuld øl med masser af aroma også i skummet, men også en stærk øl. Derfor en fordel at vælge et ikke for stort glas, hvor der er plads til skummet og hvor aromaet her forstærkes, f.eks sniffers glas.
Barley wine

Barley Wine med boghvede og kvan

Barley wine, eller på dansk 'Byg vin', er som klasse en stærk overgæret øl på 8 - 12 procent. Øllet som type opstod i England i 1700 tallet og 1800 tallet, hvor overklassen patriotisk hellere ville drikke stærk engelsk ale end fransk vin, deraf også navnet.
 
Øllet baseres på pale ale malt og langtidslagres, gerne 1½ - 2 år for at skabe en vinøs og fyldig smag nærmest i retning af sherry og portvin. En Barley wine bør serveres ved 14 - 16 grader, og ud over at Barley wine kan bruges som aperitif, er Barley wine også velegnet til kraftige hovedretter, til stærke oste og til is desserter. Barley wine er bare en god øl med mere af det hele!
 
Vores Barley wine er en kraftig, stærk og godt humlet øl, der bare smager af mere. Rugen giver større fylde, der bare passer godt til en fyldig Barley Wine. Alkoholprocent på 8,2%, farve på 35 EBC og en bitterhed på hele 60 IBU. Bitterhed skabt af Target humlen. En herlig bitterhumle med super høj Alfa syre, kraftig blomstret aroma med nuancer af søde frugter og citrus giver denne humle en helt speciel aroma profil, hvilket  forstærkes af den anden engelske humle Fuggle, der er en stolk klassisk humle. Alle humler er fra egen humlehave.
 
Som aroma humle benytter vi også den klassiske engelske Fuggle humle, der giver en dejlig træ-agtig smag. Fuggle humlen er en af de ældste humle i England, gjort populær i 1875 af Richard Fuggle fra Brenchley midt i det store humleområde Kent i syd-øst England, hvor Richart i 1861 uforvarende kom til at blande to frøarter og skabte Fuggle humlen, der kom i handlen allerede i 1875.

Fuggle har siden været populær, og i efterkrigstiden var 2/3 af den engelske humle Fuggle, men grundet sygdom (Verticillium wilt) er Fuggle ikke så udbredt i Kent og Sussex mere – men er trods sin sårbarhed populær mange andre steder i verdenen – også i Humle Portens humlehaver.

Fuggle er særdeles velegnet som aroma humle bl.a grundet stort indhold af den æsteriske olie caryophyllen samt fermesen. Fermesen en naturlig insektpellent, der sikre god holdbarhed. Caryophyllen, som jo også kendes fra cannabis og rosmarin, giver er let peber-krydret nærmest træagtig aroma i den færdige bryg, som virkelig matcher en træfadning. Endelig forstørkes smagen med Perlehumle som smagshumle.
 
Foruden humlerne fra vores egne humlehaver og de kraftige malttyper er der en snert af krydderriet kvan (forstærker træsmags nuancer), dyb fylde skabt via rugmalt, men det store i denne stolte øl er boghveden, kombineret med lagringen på egetræ. Boghvedekernene er let ristede i trumleristeren til de tager bare en smule farve, hvilket giver en betydelig mere fyldig smag og eftersmag.
 
Barley Wine
 
Boghveden er ikke en kornsort (græs), men en plante med smukke blomster og flotte nøddeagtige frugter, der efter egetræsfadningen bliver særligt forstærket. Boghvede er en gammel klassisk krydderurt stammende fra det tempererede Asien, men været kendt i Europa fra 1300 tallet og meget udbredt i Danmark fra 1500 tallet til det 19. århundrede, hvorefter boghvede stor set forsvandt fra den danske flora. For 100 – 200 siden var der mange boghvede marker i Danmark primært på Fyn og i Sønderjylland, og indtil 1815 var boghvede lige så udbred i Vestjylland som rug, hvorpå den blev fortrængt af kartoflen. I Danmark har boghvedegryn tidligere været anvendt til grød hovedsageligt kogt på mælk, og boghvedegrød kaldes også Fyns nationalret. Ligeledes er boghvedemel ofte blev anvendt i pandekager, hvor de mest kendte boghvedepandekager er de russiske Blinis, som man spiser med kaviar og syrnet fløde. Ligeledes indgår boghvede i russiske og centralasiatiske madtraditioner som ristede gryn (Kasha) og anvendes både hele, som kogte kerner eller ristede i Müsli. I Japan anvendes boghvede som forkogte kerner (Soba-mai) ligesom de indgår i boghvedepasta. Boghvede er også på grund af den høje biologiske værdi og indhold af let fordøjeligt stivelse og protein velegnet til børnemad og til personer med allergi over for glutenproteiner (cøliaki).

Boghvede var så populært og så stærk en del af Danmarks flora, at selv H.C. Andersen brugte den i sit eventyr fra 1842 ”Boghveden” om hovmod og forfald (nedenfor et uddrag):

På alle markerne rundt om voksede korn, både rug, byg og havre, ja den dejlige havre, der ser ud, når den er moden, ligesom en hel mængde små gule kanariefugle på en gren. Kornet stod så velsignet, og jo tungere det var des dybere bøjede det sig i from ydmyghed.
Men der var også en ager med boghvede, og den ager var lige ud for det gamle piletræ; boghveden bøjede sig slet ikke, som det andet korn, den knejste stolt og stiv!
"Jeg er vel så rig, som akset," sagde den, "jeg er desuden meget smukkere; mine blomster er skønne, som æbletræets blomster, det er en lyst at se på mig og mine! kender du nogen prægtigere end os, du gamle piletræ!" .
 
Boghvede er en et årig urt med op til 60 cm høje, oprette stængler, der har lyserøde blomster, som bærer de sortbrune, trekantede karakteristiske nødder, som i form kan minde om bøgens frugt bog, hvoraf navnet, selvom boghvede ikke tilhører græsfamilien som kornarterne (cerealier) hvede, byg, rug osv., og boghvede kaldes derfor også ofte for pseudo-cerealier. Boghvede indeholder ikke gluten og er letfordøjelig, og indeholder også meget organisk bundet kalcium, jern, kalium, magnesium, kisel og fluor, og faktisk kan boghvedeproteinet reducere optagelsen af kolesterol med op til 47 procent.
 
Boghveden bidrager foruden med en dyb smag også med mere fast skum, og øl kan tilsættes en væsentlig mængde boghvede, hvilket vi også gør.
 
For at give en snert af krydderi tilsættes ved aromakoningen kvan fra egen urtehave. Kvan giver en herlig nuance, men der må ikke overdrives med mængde, da det kan giver en ubehagelig bismag.
 
Kvan er en fællesbetegnelse for omkring 30 arter, hvor det især Strandkvan (Angelica archangelica), der findes vildtvoksende flere steder i Danmark, Grønland og Island primært langs vandløb, på tangvolde og sumpede områder, ligesom den mere sjældne Angelik kvan (Angelica sylvestris) er vildtvoksende i Danmark, mens Fjeld-Kvan (Angelica archangelica) kun kendes fra dyrkning.

Strand-Kvan er en toårig 120 – 230 cm høj plante med en kraftig, opret vækst og et kraftigt lodret rodnet, der bærer tykke siderødder. Stænglerne er hårløse, rillede og hule, og bladene sidder spredt. Bladstilkene er runde i tværsnit. Alle dele af planten dufter krydret og syrligt, men Strand-Kvan smager i reglen ret bittert, hvor Fjeld-Kvan er mere mild og aromatisk. Både Fjeldkvan og Angelik er modsat strand-kvan flerårige. Det første år er strand-kvan bare grøn, hvor den det andet år kommer med små grøngule blomster i en kugle rund skærm samlet i en storskærm på størrelse med en stor tennisbold  for enden af stænglen. Faktisk anbefaler Naturstyrelsen, at kæmpe-bjørneklø udryddes og erstattes af vores gamle, nordiske kulturplante Strand-kvan.

Kvan er den første plante, der blev dyrket i Danmark, hjemtaget fra Island, Grønland og Nordnorge af vikingerne. Dyrkningen foregik i vikingernes specielle kvangårde, hvor de dyrkede planten, og først meget senere i historien blev disse indhegnede gårde erstattet af kålgårde (grønkål) formodentlig på munkenes initiativ. Munkene kendte ikke kvanen så godt, da det er en typisk nordisk plante.

Man brugte kvan både i madlavning og til medicin, og i Norge, på Island, på Færøerne og i Grønland (hvor kvan stammer fra) brugte man kvan til at modvirke skørbug på grund af plantens høje C-vitamin indhold. Selv den da i dag er kvan en vigtig del af eskimoernes kost. Kvan indeholder udover C-vitamin mere end 700 æteriske olier, specielt i rodnettet, som derfor har været brugt medicinsk. Vores forfædre havde stor respekt for planten og dens egenskaber, hvilket afspejles af det latinske navn kvan har - Angelica, der betyder engel, og artsnavnet archangelica for kvan betyder Ærkeengel. Et forpligtende navn, og Kvan blev tidligere kaldt nordens ginseng, og er blevet brugt medicinsk mod utallige lidelser.

Kvan blomster i juni-juli, hvor de grøn-gule blomster nærmest ligner forvokset skvalderkål. Under den lange blomstring tiltrækker blomsterne mange insekter herunder også honning bier, der henter nektar fra planten

Kvan er en plante i skærmplantefamilien som skvalderkål, pastinak, gulerod, selleri, fennikel, dild osv., men man skal dog være varsom med at gå på kvanjagt og bruge den i madlavning eller til bryg, da den kan minde om andre i skærmplantefamilien hvoraf flere af dem er meget giftige. Derfor kan det være en fordel at dyrke strand-kvan i sin have i lettere skygge – og måske også den mere aromatiske fjeld-kvan eller den smukke og knap så høje Rød kvan (Angelica gigas), der trods den stammer fra Fjernøsten minder om den Nordiske Strand-kvan. Kvan er let at formere via frøene, men de skal bruges hurtigt efter blomstring..

På Grønland spiser man friske kvanblade, som vi spiser bladselleri, og bladene kan også bruges til urtete. Kvan har en karakteristisk sødlig smag med noter af selleri og anis, men kan være ganske bitter rå. Roden kan renses og koges og serveres som pastinak eller som kvanblade lade den indgå i kryddersnapse, mjød eller øl.

Stænglerne er meget sukkerholdige og kan kandiseres og smager nærmest som sukat. Frøene og stængler kan også koges med sure marmelader som rabarber, solbær, stikkelsbær osv., da kvan reducerer den sure smag. Kvanfrø bruges bl.a. også som smagsgiver i Vermouth og gin, bladene kan tilsættes akvavit til bjesk, og indgår bl.a også som det karakteristiske smagsstof i Benediktinerlikør.
 
Humle Portens Barley Wine lagres på egetræ.
 
 
 
 
 
Boghveden
Håndbryggeriet Humleporten  | humleporten@gmail.com