KVAN
”Vikingernes vitaminpille”
Planten:
Kvan (Angelica archangelica) er en fællesbetegnelse for omkring 30 arter, hvor det især er underarten Strandkvan (Angelica archangelica ssp. litoralis), der findes vildtvoksende flere steder i Danmark, primært langs vandløb, på tangvolde og sumpede områder, ligesom den mere sjældne Angelik kvan (Angelica sylvestris) er vildtvoksende i Danmark. Kvan blev også i middelalderen kaldt ’englenes urt ’grundet dens positive virkning på en række dårligdomme! Fjeld-Kvan (Angelica archangelica ssp. archangelica) gror mere nordligt, og ses kun i Danmark fra dyrkning. Kvan er den første plante (vi kender), der blev dyrket som husplante i Danmark, hjemtaget fra Island, Grønland og Nordnorge af vikingerne. Dyrkningen foregik i vikingernes specielle kvangårde, hvor de dyrkede planten, og først meget senere i historien blev disse indhegnede gårde erstattet af kålgårde (grønkål), formodentlig på munkenes initiativ. De kendte ikke kvanen så godt, da det er en typisk nordisk plante, hvorfor de erstattede den med det de kendte og havde medbragt, hvoraf mange i dag anses som danske krydderier.
At sanke:
Pas på: Kvan kan ligne Bjørneklø og skarntyde, og blomsterne kan forveksles med gifttyde og giftklaseskærm (typisk har skærmplanter hul stamme), der er en giftige! Kvan er i skærmplantefamilien, der indeholde både fantastiske grøntsager (såsom gulerod, pastinak, kørvel, fennikel, selleri m.fl.) og krydderurter (såsom dild, kommen, koriander, persille m.m.) men også meget giftige planter (såsom bjørneklø, skræmtude).
Dyrkning:
Både Fjeldkvan og Angelik er modsat strand-kvan flerårige. Det første år er kvan bare grøn, hvor den det andet år kommer med små grøngule blomster i en kugle rund skærm samlet i en storskærm på størrelse med en stor tennisbold for enden af stænglen og kan ligne en bjørneklø, men det er det ikke! Faktisk anbefaler Naturstyrelsen, at kæmpe-bjørneklø udryddes og erstattes af vores gamle, nordiske kulturplante Strand-kvan. De unge blade er bedst, og man får masser af blade ved løbende at beskære planten.
Bruges til:
Alle dele af planten dufter krydret og syrligt. Strand-Kvan smager i reglen ret bittert, hvor Fjeld-Kvan er mere mild og aromatisk. Kvan (blade) har en karakteristisk sødlig smag med noter af selleri og anis, men også lidt bitter rå, som går rigtig godt til fisk, lam og grill retter, men er også herlig i sur-sød saucer, supper og i tærter, ligesom bladene er velegnet som the. Kvan blade er også et fantastisk krydderi til snaps og øl, hvor kvan f.eks. indgår i Carlsbergs luksusøl, Jacobsen - Saaz Blonde. Kvan har et endda meget stort indhold af C-vitamin. Stænglerne er meget sukkerholdige og kan kandiseres, og smager nærmest som sukat, men kan også blancheres og derefter koges som grønsag. Kvan er også velegnet i the.
Kvan kan bruges frisk, men som mange andre olieholdige krydderurter bliver den bare oftest bedre som krydderurt ved tørring. Foruden at bibeholder smagsstoffer, olier og dufte bedre giver det også en bedre holdbarhed, så man har lækker kvan hele året.
Særligt:
Kvan er i familie med bjørneklo, og selve saften fra frøene og stammen kan give udslæt. Så hvis du får frø-saften på huden og derefter bliver udsat for sollys, kan det give udslæt. Det er derfor en god idé at bruge handsker, når du samler kvan, og at være omhyggelig når planten bearbejdes.
Roden kan renses og koges og serveres som pastinak. I middelalderen blev (primært roden) brugt som middel mod pest. Frøene og stængler kan også i begrænset omgang koges med sure marmelader som rabarber, solbær, stikkelsbær osv., da kvan reducerer den sure smag, og kvanfrø bruges også som smagsgiver i vermouth, chartreuse og gin. MEN i følge Miljø- og Fødevareministeriets planteliste bør frøene og roden kun spises i meget små mængder, da plantens rødder og især frøene indeholder meget høje mængder af furokumariner, som giver anledning til sundhedsmæssig bekymring.
