Havre var tidligere en af de helt store afgrøder i Danmark, og det var helt naturligt at Jeppe Aakjær i 1916: ”Jeg er havren, jeg har bjælder på, mer' en tyve tror jeg på hvert strå. Bonden kalder dem for mine fold. Gud velsigne ham den bondeknold”. Havre er særligt velegnet til hestespise, og tidligere var hesten arbejdsredskab, og der var 600.000 heste i Danmark. Hesten er i dag erstattet af maskiner, men der er stadig 150.000 heste i Danmark, der primært bruges til hobby- og sportsaktiviteter.
Havre bruges også til kalvefoder ligesom valset havre er populært som menneskeføde. I Danmark er der stadig 40.000 hektar med havre. Havren er en robust plante, der kan gro på alle jorde, og den er god til optagelse af kvælstof fra gylle og samtidig en god forfrugtsværdi for hvede.
Havre har et højt protein indhold (13 – 15%) og et højt fedtindhold (ca. 7%), men skallerne udgør 25-30%, hvilke er svare at skalle fra. Foruden indhold af vitaminer og mineraler som jern, calcium, magnesium, fosfor, zink, kobber og kisel indeholder havre betaglukan og antioxidanter. Havre har så mange fordele at den bestemt er et seriøst erstatningsprodukt til hvede, og havre regnes for at være et produkt, der kan reducere insulinresistans og blodtryk.
I middelalderen var det helt normalt at bruge havre endda store mængder havre ved ølbrygning, der som hvede giver øllets skum en god fylde qua det store proteinindhold. Trods man tidligere brugte op til 60 – 80% havre ved ølbrygning anbefales i dag gerne under 10-15% uanset om det er maltet eller umaltet. Havren giver en god mundfølelse og blev i 1950erne populær i England som Oats-stout, men mistede igen popularitet. Fra 80erne og introduktionen af microbryggerier har Oats-Stout igen vundet frem som en sødligere kraftig øl med tæt skum, men hvede kan med fordel bruges ved mange øltyper.
