Vi producerer selvfølgelig også vin baseret på vores egne vindruer og hvad vi ellers har, primært blommer, æbler, kirsebær, skovbær og honning og producerer vores egne vine og vininspirerede drikke.
Vores druer dyrkes på terasser og frilands. Vi har p.t. fire forskellige sorter dels til at spise direkte, dels til brug for vinproduktion:
Himrot, der er den mest almindelige vinstok i de danske haver. En grøn spisedrue med lange klaser af sprøde næsten kerneløse druer med muscatsmag, der er nem at have med at gøre, da den er meget vinterhårdfør. Vokser meget kraftigt og skal beskæres løbende over sommeren (ellers vokser den for meget og giver for dårlige frugter), men de store, flotte og ikke specielt kompakte klaser er smukke på enhver terrasse. Fra midt i august til høsttid i september kan de lækre, søde og velsmagende druer spises, hvor de helt modne er mere søde og velegnede til vin
Bør efterlades med lange sporer ved vinterbeskæringen, men ellers kan den holdes ved kraftig beskæring.
Schuyler er nok den bedste druesort på en overdækket terrasse i Danmark. En druesort som Himrot fremavlet på Forsøgsstationen i Geneva, New York State, USA, der både er stærk og sygdomsresistent. De blåduggede og meget smukke og store druer har anelse muskatsmag, hvor de store klaser modner bedst på overdækket terrasse, en sydmur eller i drivhus, og væksten er mindre voldsom end Himrot og derfor lidt lettere at holde flot.Har lidt præg af Vitis labrusca (en oprindelig vild vin-sort) med sin aroma, sin seje skal og sit geléagtige kød. Sorten er nem at dyrke, men spisekvaliteten er ikke helt i top (derimod er det en god hvidvinsdrue). Kvaliteten hæves dog markant, hvis man begrænser udbyttet, hvorfor beskæring løbende for at holde den kompakt bare er en god ide både stetisk og smagsmæssigt.
Drue 'Phoenix' - Vitis vinifera er oprindeligt en druesort fra Tyskland udviklet i 1960erne. Phoenix kan både gro udendørs og op af sydmure og i drivhus - vi har vores til at gro udendørs omkring et blommetræ som espalier, og de middelstore selvfertile, gulgrønne og kerneløse frugter med fin muskatsmag i lange løse klaser modnes i september, i drivhus allerede i august.
Uva Nera (Aglianico), der er en ældgammel syditaliensk rødvinssort med hovedsæde i Campanien. Dens oprindelse er lidt usikker men nogle hævde det er den ældste sort der findes, der måske blev bragt til Italien af græske bosættere for et par årtusinder siden. Navnet Aglianico kan være en forvanskning af Ellenico, det italienske ord for græsk. Den er dog ikke umiddelbart beslægtet med nogle nutidige græske sorter, men har i dag sit helt eget liv i Campanien, Syditalien.Campanien er en af Italiens 20 regioner, som de gamle romere kaldte Campania Felix, dvs. det frodige Campanien. Grækernes "nye by", Neapolis (Napoli), og dens omegn med byerne Pompeji, Capri, Herculanum og Resina kunne byde på næsten lige så stor rigdom som Rom – og et langt mildere klima. Druen er Syditaliens svar på Nebbiolo (Barolo), og efterhånden regnes druen for fuldt ligeværdig med Nebbiolo og Sangiovese (Chainti), omend udbredelsen er meget mindre.
Nero betyder på italiensk sort eller mørk. Nero er hankønsadjektivet, nera hunkøn. I vinsammenhæng ses ordet ofte i forbindelse med en druesort, som både har en grøn og en blå variant. Men Aglianico er nok den mest brugte betegnelse for sorten, men druen har mange navne som Gnanico, Agliatica, Ellenico, Ellanica, Aglianico eller Uva Nera.Tre forskellige typer af Aglianico er tilpasset tre forskellige områder i Campanien: Taburno, Taurasi og Vulture. I nyere tid gøres der også forsøg med Aglianico i Australien og Californien. Druen smager ikke så godt som spisedrue, men en flot drue i espalier og er god i vin, specielt sammen med andre.Aglianico knopskyder tidligt og modner meget sent. Udbytterne er høje og skal begrænses for at opnå gode vine. Aglianico kan give fyldige vine med markant struktur: Høj syre og masser af tanniner. Duft og smag er præget af mørke bær, blommer og svesker. Den egner sig godt til lagring og udvikler røgede og krydrede noter med tiden. Aglianico-druen klarer sig meget fint på de højtliggende skråninger i 500-600 meters højde over havniveau i Benevento i regionen Campanien, men druen er også udbredt i regionen Basilicata. Specielt er det et særkende for druen, at den tåler kølige nætter - ja, den ligefrem elsker dem, og er derfor velegnet også til danske forhold. Vi har vores espalier i forlængelse af terasse således planterne er halvdækketog både får en smule kulde fra det fri men samtidig varme fra terassen når frugterne skal modne.
Uva Nera (Aglianico) er hovedbestanddelen i vinene Aglianico del Vulture DOC (produceres af Basilicata), Taurasi DOCG og Aglianico del Taburno DOC (produceres i Campania). Taurasi opnåede sin DOCG i 1993. Aglianico del Taburo opnåede sin DOC status i 1987 p.g.a. stabile kvalitetsvine år efter år. Aglianico del Vulture opnåede sin DOC status i 1971. Til sammenligning med de andre store druer i Italien: Nebbiolo druen er selve sjælen i Barolo og Barbaresco. Sekundært bruges den i Valtellina i Lombardiet. Nebbiolo er intens, ædelt frugtig og velduftende, men kræver en generation for at modnes, hvilket forklarer lagringspotentialet i Barolo- og Barbaresco-vine. Der er intet venligt eller imødekommende ved den i ung alder.
Sangiovese druen er Italiens næstmest dyrkede rødvinsdrue efter barbera. Druen er en blå drue. Trods næstmest dyrket yder druen kun toppræstationer i Toscana-området. Sammen med cabernet sauvignon og merlot er sangiovese grundlaget for "supertoscanere", hvilket selvfølgelig har ført til, at druen er verdensberømt p.g.a. dette. MEN, den er altså også hovedingrediens i Chianti, Vino Nobile, Brunello, Morellino etc. i nært beslægtede udgaver. Det er ikke forkert at sige, at f.eks. Brunello er lavet af sangiovese, men faktisk er denne vin lavet på Brunello-druen, som bare er en Syd-toscansk udgave af samme. Sangiovese kan forkomme "sur" i nogle tilfælde. En egenskab som stort set forsvinder, når vinen er vellavet, velblandet og vellagret, men man må erkende, at dette karakteristika ikke tiltaler alle vindrikkere. Barbera er den mest plantede drue i Italien skarpt forfulgt af sangiovese. Druen bruges primært i Piemonte i frizzante og selvfølgelig alle Barbera-vinene, men finder også anvendelse i Lombardiet og Emilia-Romagna. Dog er anvendelsen begrænset til den nordlige del af Italien.
Årets vin bestemmes ikke af een drue men hvilke der er flest af det givne år hvilket kan variere meget. Samtidig bruger vi typisk også andre frugter som blommer og nogle gange en smule æble for at øge surheden. Blommer giver et fint bidrag til den færdige most, hvor vinene blive mere frugtige, men hovedparten af indholdet er druer fra vores drueproduktion, der typisk giver 10 - 25 liter vin årligt. Foruden blommer kan alt efter hvad vi har eller får plukket i skoven tilsættes meget andet som krisebær, solbær, skovbær osv., og ved ikke at overdrive dette får en mellemting mellem en frugtvin og en hvidvin, der kold og med isterninger er en fantastisk hybrid. Oftest laver vi dog også serier med ren vindrue vine hvilket dog for os sjældent er så godt som med supplement af danske frugter og en anelse skovhonning.
