Humle tilhører Cannabinaceae plantefamilien, hvis to andre medlemmer er hamp og cannabis. Der er kun tre kendte arter af humle: Humulus Lupulus, Humulus Japonicus og Humulus Yunnanensis.
Oprindelig kom humlen fra Kina, men har været kendt i Europa siden 736. Humleplanterne kan gro alle steder i de tempererede zoner på den nordlige halvkugle og dyrkes mellem den 30. og 50. nordlige eller sydlige breddegrad på verdensplan. En tommelfinger regel siger, at kan man dyrke kartofler kan man dyrke humle! Humle er en flerårig, hurtigt voksende plante, der på mindre end 8 uger kan blive 6-8 meter. Humlen er særkønnet, hvor han- og hunblomsterne bæres på særskilte planter. Hunplanter – som er de eneste der bruges til 
ølbrygning, formeres sig ved rodnettet – derved har man styr på arvemassen, hvorimod blomstring kan give kryds man ikke har styr på. Under ideelle forhold frembringer hver humleranke op til 0,9 kg humlekopper per år. Der skelnes oftest mellem tre former for humle - bitterhumle, aromahumle og smagshumle.
Bitterhumlen giver øllet dets bitterhed og delvis holdbarhed. Humle indeholder bl.a andet humulonsyre, som kaldes alpha-syre og beta-syre. Det er alpha-syre, der hovedsageligt tilføjer bitterheden, men alpha-syre er ikke umiddelbart opløselig i en urt. Opløsningen i urt sker ved en kemisk proces kaldt isomerisering, hvor ligekædede corbonhybrider omdannes til forgrenede, bl.a også kendt fra olieindustrien, når benzin skal forbedres med højere oktantal. Det sker ved en kogning – gerne over 100 grader, men grundet sukkerindholdet i urt kan temperaturen også uden problemer hæves til godt 100 grader. Jo længere tid der koges, jo mere alpha syre, men efter 90 minutter er der kun minimalt mere at omdanne. Derfor koges humle typisk 60 – 90 minutter. Beta syren er en mildere syre, der ikke medfører nævneværdig bitterhed, men beta syre er lettere at stabilisere og dermed opbevare. Normalt må bitterhomle kun bidrage med 30 IBU – resten fra aroma humle, men mange går dog højere op i de meget bitre øl.
Smags humle - eller flavor humle, koges med i urten 15-30 minutter, således der kun frigives få bitterstoffer med smagsstofferne i urten. Koges aromahumlen længere tid vil smagsstofferne forsvinde og kun bitterhed fremstå.
Aromahumlen koges kun med i urten de sidste 5-10 minutter, da de aromastofferne let forgår. Ofte blandes de sidste to trin, hvor smagshumler koges med i 10 -15 minutter og giver samlet smags- og aroma.
Humlekoglerne består af 0,1-1% æteriske olier (bl.a. sesquiterpener som humulen, geraniol, lialol, myricin, luparol, luparenol), 15-25% bitre harpikscomplekser (bl.a. valerianasyre, humulon og lupulon), garvestoffer, phytoøstrogen, asparagin, trimetylamin, cholin. Af olier findes der over 300 forskellige i humle med meget forskellig udtryk og smag, så på humlesiden er der rig mulighed for eksperimentering, men det er kun fire, der har afgørende indflydelse på øllets aroma og som især giver smag: myrcene, caryophellene, farnesene og humulene. Mange bryggere har dog deres favoritter. Mange humler – specielt amerikanske, har kraftig citrusagtige, blomsteragtige eller krydderilignende nuancer som mange steder er meget populært. Ønsker særlig humlesmag kan humle tilsættes i urten under fermentering, hvilket jo ikke iver bitterhed – kun humlesmag.
En særlig gruppe af himle kaldes ”nobel” humle, hvor der er lav bitterhed og høj aroma. Dette ses specielt i de fire klassiske centraleuropæiske humlevarianter Hallertau Mittelfruh, Spelter, Terrnanger og Saaz.
Verdens største humleområde ligger nord for München i Tyskland og hedder Halleutau, hvor mange berømte humletyper stammer fra som aromahomlerne Mittelfrühm Saphir og Perle ligesom bitterhumler som Magnum og Hercules kommer fra Tyskland. Fra Tjekkiet er der primært den klassiske aromatiske Saaz humle, der både er en af de ældste og dyreste humler grundet et forholdsvist lavt udbytte pr. plante. England har også en lang og stolt humleproduktion specielt i sydøst England i Kent, hvor de gamle klassikere som Fuggles og Kent Goldings kommer med en fortrinlig frugtagtig og humleagtig aroma, som mange måske karaktiserer med primært stout typer men også mange ales.
Hovedparten af verdens humleproduktion er bitter humle, men aromatisk humle er den dominerende sort i EU. Humleproduktionen overstiger bryggeriernes behov for alphasyre, hvilket betyder, at verdensproduktionen af humle er for stor. I 1996 blev det samlede høstudbytte i verden anslået til at ligge på 2,6 mio. centner - centner er den gængse vægtenhed inden for handel med humle - hvilket gav ca. 9 300 t alphasyre.
Amerikanerne har også mange humlearter og er nok dem der kommer med flest nye typer. I USA er det specielt nord-vest USA, der står for humleprodukton, hvor The Washington State Hop industri, beliggende ved foden af Cascade bjergkæden i Yakima Valley, er hjemsted for en af de mest frugtbare og produktive voksende regioner i verden, og her produceres ca. 75% af den samlede amerikanske humleproduktion. USA producerer 30% af verdens humle og 37 % af bittersyrene, og bl.a Cascasde humlerne med sin hyldeblomsagtige eller citrus agtige smagsaramaer er karakteristisk, Columbus osv. er blevet yndet for elskere af ekstrem bitter øl.
Både Australien og New Zealand har også mange spændende humler, ligesom både Frankrig, Slovenien og Rusland har en anseelig humleproduktion. Faktisk er der også en anseelig produktion i humlems hjemland Kina ligesom Nordkorea faktisk har en stor produktion! De største og vigtigste humleområder ligger dog i Hallertau, Sydtyskland, Bøhme (Tjekkiet), det sydlige England (Kent), det nordvestlige USA, Slovenien, det sydlige Belgien, det nordlige Frankrig og i området omkring Lublin i Polen. Rigtig mange lande har mindre humleproduktion - også Danmark, New Zealand, Australien og Tasmanien, men som med vin er både pasning, dyrkning og høst blevet mere og mere maskiniseret og automatiseret, så der er endda meget svært for små avlere at være konkurrencedygtige, menmindre der er store områder, som kan forsvare en automatisering. I Hallertau i Tyskland (verdens største) er der stadig mange små avlere, hvor verdens næststørste USA har få men meget automatiserede humle farme. At dyrke sin egen humle skal derfor kun være for sjovt - og det er sjovt: Svært at gøre konkurrencedygtigt, og det tager tid.
Ovenfor er den ene af vores humlehaver, den i Støvring. Også her vi fremdyrker nye humleplanter og her vi udnytter væksthuset og ekspertisen i Gartnerriet Solhøj som rådgiver. Nedenfor er humlehaven i Hørning, og på begge adresser har vi samme humler, således vi ved eventuel sygdom har stiklinge fra den anden adresse. Nederst denne side ses de humler vi p.t. har. På begge adresser dyrker vi også vores krydderurter. Med den begrænsede øl produktion vi har, kan dette uden problemer lade sig gennemføre trods begrænset areal med, da vi jo kun skal bruge begrænset mængder.
Nedenstående skema viser forskellige humle, som vi kender og har brugt. De humler, der er suppleren med beskrivelse af deres frugt og hvordan de gror, er humle vi har i vores humle haver. Primært benytter vi egne humler, men vi prøver og tester hele tiden også andre.
Klik HER for at få oversigt over de humler, vi primært bruger - dem i mørkt blå/mørkt gul er dem vi selv har i vores humlehaver og dem vi primært bruger. Nederst er ogå listning af de fleste af de humler, der findes,
