Ingredienser / Honning / Produktet honning

Produktet honning

Honning er en særlig sukker, som mange ved nærmere bekendtskab vil komme til at elske. Ganske vist er Honning primært kulhydrater – eller sukkerarter, men disse udgør alt andet lige hovedparten af vores mad. Kulhydrater er en fællesbetegnelse for en gruppe af organiske stoffer omfattende både simple kulhydrater (mono- og disaccharider) og komplekse sukkerarter (polysacharider, som er polymerer af simple sukkerarter). Kulhydrater udgør lang hovedparten af alt organisk materiale på jorden, hvoraf cellulose er det mest almindelige. Honning er et naturligt sukkerprodukt. Der kommer direkte fra naturen ligesom æbler, frugt og grøntsager, hvor mange andre kulhydrater såsom sukker har været gennem en kemiske og/eller mekanisk proces.

Honning er altid en koncentreret vandig opløsning med 14 – 18% vand (bliver vandindholdet højere opstår problemer!). Når bierne henter nektar reduceres nektarens vandindhold fra ca. 60% til under de 20%.Ny honning

-ose betyder "sukker", og der er mange sukkerarter i honning, men hovedparten af sukkerarterne i honning er druesukker og frugtsukker i stort set lige mængde. De dannes af biens enzymer ud fra blomsternektarens sukker. Druesukker (D-glukose, dekstrose eller blot glucose) er det sukkerstof kroppens muskler skal bruge for at arbejde, og fri glukose findes kun i små mængder i naturen fortrinsvist fra honning og frugt, og f.eks vindruer og dadler har som honning ca. samme mængde druesukker og frugtsukker. Druesukker kan  optages direkte i musklerne og derved giver druesukker hurtig energi, der specielt for hjernen ofte er vigtig. Ellers findes druesukker mest i form af polysacharider (stivelse), der ved indtagelse via enzymer skal omdannes til glukose for kroppen og hermed også hjernen kan få energi. Honning indeholder alt efter type 27 – 38% glukose. Raps- og kløverhonning har f.eks et glukose indhold på 35 - 38%, hvorimod f.eks klokkelyng honning er helt nede på 17 - 20%. Et højt indhold af druesukker i honning vil medføre, at honningen over tid krystalliserer og dermed bliver mere fast og hård.

Frugtsukker eller fruktose, D-fructose er som druesukker et monosacharid, men adskiller sig fra glukose/druesukker ved at indeholde en ketongruppe, hvor glukose indeholder aldehydgrupper. Frugtsukker er den af de tre monosacharidtyper (udover druesukker og frugtsukker findes galaktose, der ikke findes frit i naturen, men findes som disacharid i mælkesukker og laktose). Frugtsukker har størst sødeevne - ca. 1,7 gange oplevet sødeeffekt i glucose, og kaldes ofte en ”farlig” sukker-art”, da det ikke giver mæthedsfornemmelse. Selvom frugtsukker er en del af almindelig sukker (sakkarose) er det meget sødere end sukker. Frugtsukker findes frit bl.a. i frugter og honning, men kommercielt frugtsukker stammer oftest fra sukkerrør, sukkerroer, majs m.m. Normalt er der ca. 37 - 40% frugtsukker i honning, men kan variere efter honningtype. F.eks har klokkelyng et frugtsukker indhold på over 50%. Jo mere frugtsukker, jo mere flydende. F.eks indeholde Akacie mere frugtsukker end de fleste andre planter, og akaciehonning har derfor et relativt højere indhold af det langt mere opløselige fruktose og et tilsvarende mindre indhold af glukose, hvorfor den forbliver flydende. Æble, pærer, kirsebær osv. indeholder betydeligt mere frugtsukker end druesukker.

Monosacharider er farveløse forbindelser, der er let opløselige i vand, men uopløselige i u-polære forbindelser. Monosacharider har en generel formel (CH2O)n, hvor n er mellem 3 og 10. Når monosacharider bindes sammen dannes disacharider. Disacharider er sakkose kendt som almindelig sukker fra rørsukker, sukkerroe (fruktose+glukose), malttose er fra spaltning af stivelsen i korn og frø (glukose+glukose), laktose eller mælkesukker som kulhydratskilde i pattedyrs mælk (glucose+galaktose) osv.

Simple sukkerarter er hvor flere monsacharider bindes sammen (oligosacharider), normalt 2 – 10 monosacharider, hvoraf disacharider er den mest almindelige. Diacharider er også opløselige i vand. Polysacharider – eller stivelse, findes i planteriget og fungerer som oplagringsnæring. Det findes i frø (korn, ærter osv.) og i underjordiske stængel- og roddele (f.eks kartofler, løg, hvidløg) og består af mindst tre monosacharider, ligesom strukturstoffet i planters cellevægge cellulose er en polysacharid. Cellulose er som polysacharider hydrofile, men kan ikke opløses i vand og kræver anden proces, som f.eks kendes fra drøvtyggere som koen.

Der findes også andre sukkerarter end monosacharider i honning, men i mindre mængde. Frisk honning er altid flydende, men ved henstand udkrystalliseres glukose (druesukker) langsomt, og honning bliver halvfast. Sukkersammensætning af honning afhænger af blomsterne. Honning har god holdbarhed, da mikrobiel vækst forhindres af den lave vandaktivitet og af enzymatisk dannet brintoverilte og organiske syrer og andre væksthæmmende stoffer.

Honning indeholder også antioxidanter fra blomsterne. Indholdet af antioxidanter og antimikrobielle stoffer afhænger af, hvilke planter bierne har forsynet sig fra.

Man taler også om simple (mono- og disacharider) og komplekse (polysacharider) kulhydrater. Jo mere simpelt et kulhydrat er opbygget, jo hurtigere bliver det nedbrudt og optaget i kroppen. Det hænger sammen med at monosakkariderne kan optages direkte fra tarmen, mens polysakkariderne først skal spaltes af enzymer i munden til kortere kæder og derefter i tarmen i flere omgange.

Derfor kalder man også de simple kulhydrater "hurtige" og de komplekse som "langsomme", da det rent biokemisk tager længere tid at nedbryde og optage komplekse kulhydrater. Det er også derfor man bliver hurtigere sulten igen, hvis man spiser chokolade, der indeholder flere af de hurtige monosacharider end hvis man spiser f.eks. kartofler.

De komplekse kulhydrater findes i grønsager, i nogle frugter, i ris, gryn, korn, kartofler og pasta. De mere simple kulhydrater er sukker og ikke så meget andet.

Man har især brug for at spise kulhydratrig kost, hvis man dyrker meget sport eller motionstræning. Kulhydrater er musklernes foretrukne energikilde, og der er en helt klar sammenhæng mellem mængden af kulhydrat i kosten og den fysiske ydeevne. Jo mere kulhydrat, des bedre ydeevne. Jo højere intensiteten er af den fysiske aktivitet, des mere kulhydrat omsætter kroppen.

50-60 % af det daglige energibehov bør stamme fra kulhydrater.
En bistade er en skrøbelig størrelse. Op til 60.000 bier er samlet på et meget lille område og en temperatur på 37 grader skal holdes for at larverne i den meget næringsrige substrakt kan udvikles. Samtidig er der en endda meget stor trafik af bier, der kommer og går for at hente nektar fra forskellige mere eller mindre rene blomster ligesom mange henter vand fra mere eller mindre rene vandforsyningssteder. Bistaden er derfor hårdt udsat for bakterier, svampe, virus samt andre dyr, og biernes vigtigste middel mod dette er propolis.

Propolis er en brunlig harpiksholdigt aromastof indhentet af bierne og blandet med deres egne sekrater for skabelse af en slags lim til tætning af bistaderne og til indskrænkning af indgangshullet. Dette er også årsagen til ordet propolis, der oversat fra græsk betyder ”forsvar foran by”.

Propolis laves ikke af bierne, men det samles fra træernes knopper, hvoraf poppeltræer er en af de vigtigste kilder i Europa, men også kastanietræer og nåletræer er vigtige leverandører. Harpiksen i træer har også den rolle, at den forsegler sår og virker som forsvar mod bakterier, svampe og insekter, og tidligere blev denne harpiks brugt som propolis anvendes i dag. Propolis er en varierende blanding af mange forbindelser, der indeholder næringsstoffer og det bakteriedræbende stof galangon. Ved at placere propolis nær bistadens åbning steriliseres ”næsten” alt, der skal igennem indgangen. Bierne indkapsler enhver fremmes genstand i en kokon af propolis for at forhindre forrådnelse, ligesom småskabninger, der skulle komme til at komme ind i boet, stikkes til døde og balsameres i propolis og voks. Derved undgås, at miljøet i bistaden ødelægges af forrådnelsesprocesser. Propolis er en blanding af de planter, der er i området, og indhold, konsistens og virkning varierer meget fra sted til sted alt efter hvilken flora bistraden er placeret. Bierne samler dog også propolis-materiale fra andre steder end det klæbrige stof fra planter, f.eks asfalt og våd maling.

Lige så længe det har været kendt at benytte honning i lægebehandling, har det været kendt at bruge propolis både til indvortes og udvortes behandlinger. Propolis skal dog oprenses inden brug, da oprindelsen kan være tvivlsom ligesom der kan være bakterier m.m. i, hvorfor Propolis bør renses i 96% finsprit for på den måde at fjerne alle spor af sygdomskim, bakterier, vira osv. Der er på markedet endda meget store mængde af propolis baserede hudpleje-, sårheling, pleje, drikke, tabletter osv. produkter, typisk for sårheling, bekæmpe infektion og svamp. Nogle undersøgelser har endda vist positiv effekt mod kraft. Ligesom de fleste andre naturlige former for medicin eller behandling, er propolis ikke godkendt af det Amerikanske Food and Drug Administration (FDA). Propolis produkter uanset om det er til pleje eller behandling sælges derfor også i helsebutikker o.lignende.

Da hver type af propolis kan varierer alt efter hvor bierne har hentet deres materiale, kan det være vanskeligt at eftervise en endegyldig virkning ved brug af propolis. Propolis kan dog i sagens natur medføre allergi, og alle der har pollen allergi eller allergi for bi- og insektbid bør være opmærksomme på risikoen ved propolis produkter, dog kan en løsning ofte være propolisprodukt fra et andet område, hvor propolis oftest er anderledes.
Håndbryggeriet Humleporten